På vej mod et tipping point – hvad gør vi, hvis forandringerne overhaler os?

(Kronik bragt i Impact Insider - læs den her) 

Vi er blevet åndet massivt i nakken af voldsomme begivenheder de seneste år. Det behøver man ikke være professionelt optaget af forandring for at se. Siden 2020 har vi ikke alene budt velkommen til et nyt herrens år fire gange, men også sagt goddag til Covid-19-pandemi, russisk erobringskrig, massiv trivselskrise blandt vores børn og unge, krig i Mellemøsten og et gearskifte i klimakrisen. Sidstnævnte har nu definitivt manifesteret sig med voldsomme og ødelæggende vejrfænomener over hele kloden som et problem, vi mærker i dag, og ikke kun i fremtiden. 

Forhåbentlig bliver 2024 året, hvor vi kan puste lidt ud. For mange af os vil det nok være velkomment med et år uden de store skred i fundamentet. Måske kan vi endda se frem til et 2024 med fokus på nogle mere positive forandringer, der bringer os tættere på det samfund, vi gerne vil skabe. 

Men belært af de seneste år var det måske en rigtig god ide at forberede os på det modsatte? Hvad gør vi, hvis forandringerne overhaler os, og vi må erkende, at vi ikke længere skal diskutere muligheden for et bedre samfund, men strategier for at forsvare det, vi har i dag? Det spørgsmål bør optage alle, der arbejder professionelt med samfundsforandringer, men også alle der er engageret i vores fælles fremtid. For samfundsaktører, som spænder over politikere, erhvervsledere, uddannelsesinstitutioner, NGO'er og borgere, er det afgørende at forberede sig på at være en del af løsningen i denne nye og foranderlige situation.

Vi har brug for dybdegående forandring

Når vi taler om at blive overhalet af forandringerne, taler vi om et scenarie, hvor udviklinger sker så hurtigt, at vores traditionelle metoder til beslutningstagning, implementering af politikker og samfundsmæssige tilpasninger ikke kan følge med. I stedet for at tage beslutninger på forkant, må vi agere reaktivt. Den ene krise afløser den anden, inden vi har fået samlet os om strategierne og mobiliseret ressourcerne til at navigere i nogen af dem.

At blive overhalet af forandringerne indebærer en grundlæggende usikkerhed og tvivl om vores samfunds evne til at imødekomme og håndtere de hurtige og ofte uforudsete udfordringer, som vi står overfor. Dette kræver, at vi stiller spørgsmålstegn ved, om vores nuværende politiske styringsmetoder, ressourcefordeling, planlægningsmetoder og evne til at samarbejde lokalt og globalt er tilstrækkelige og effektive i lyset af de nye realiteter.

Vi kan se problemet på mange niveauer. COP28 var ganske vist en stor succes ifølge værterne og vores egen danske minister, men man skal ikke langt væk fra den politiske top, før modløsheden breder sig over den manglende beslutningskraft. I Danmark er vi gået fra den ene udfordrede strukturreform til den anden, med fejlslagne byggerier af supersygehuse som det mest aktuelle eksempel. Vores kun 1 år gamle regering, der bemærkelsesværdigt var motiveret af netop et ønske om at angribe de politiske beslutninger på en ny måde, er lynhurtigt sandet til i manglende handlekraft og sager, der spænder ben.

En sådan situation stiller store krav til vores samfunds strukturer. Den kræver, at vi ikke kun reagerer på forandringer, når de opstår, men også at vi proaktivt forbereder os på det, som kommer. Dette indebærer en omstrukturering af, hvordan vi tænker politikudvikling med et større fokus på fleksibilitet, innovation og hurtig tilpasning. Det kræver en mobilisering af ressourcer på tværs af samfundet. I Danmark indebærer det, at den brede kreds af organiserede interesser og organisationer i civilsamfundet meget hurtigt får pejlet i samme retning og får afsøgt mulighederne for nogle langt mere koordinerede indsatser om fælles mål. Den individuelle adfærd er også nødt til at følge med, og gøre det meget hurtigere end det sker i dag.

På et dybere niveau betyder det at blive overhalet af forandringerne, at vi som samfund må genoverveje nogle af de grundlæggende principper, som vores samfund er bygget på. Dette kan omfatte vores forståelse af økonomisk vækst, social retfærdighed, miljømæssig bæredygtighed og globalt samarbejde. Vi skal være villige til at udforske nye modeller for samfundsorganisation, som kan håndtere disse komplekse og sammenkoblede udfordringer på en mere holistisk måde. Tankerne er i gang, og de ser ud til at brede sig både blandt nogle etablerede aktører på nationalt og kommunalt niveau, og en fremvoksende underskov af tænketanke og private initiativer. Afstanden til både de store nationale beslutninger og de mange dagligdags prioriteringer i vores samfund forekommer dog fortsat meget stor.

I sidste ende handler det om at skabe et samfund, der er resilient nok til at absorbere chok, tilpasse sig nye forhold og udvikle sig på bæredygtige måder. Dette kræver en dyb forståelse for de dynamikker, der driver forandring, og en villighed til at omfavne usikkerhed som en del af vores nye virkelighed. Det er en monumental udfordring, men også en mulighed for at forme et samfund, der er mere retfærdigt, bæredygtigt og robust overfor fremtidens uforudsigeligheder.

Forandringsoptimismens tid er forbi

Hvis vi tager det længere perspektiv, kan det være fristende at se 2024 som året, der afrunder en lille epoke på tre et halvt årti, hvor forandring først og fremmest har været noget godt og positivt for mange. Siden den kolde krig sluttede, har vi haft privilegiet at leve i en verden, hvor forandring var til det bedre. I Danmark som et lille og velfungerende samfund har vi haft en berettiget forventning om, at vi var foran de store forandringsbølger. Vi har ligget godt placeret i den globale økonomi med høj konkurrenceevne og en stabil valutapolitik. Vi har været et globalt førerland når det kommer til at beskytte medarbejdere, forbrugere og borgere socialt og miljømæssigt. Vi har været gode til at tage ny teknologi til os og sikre høj beskæftigelse. 

I dag er vi nødt til at arbejde med det scenarie, at forandringerne for første gang i mindst 35 år og måske siden perioden efter anden verdenskrig kommer foran os. Det bringer også hele vores forhold til forandring ud i ukendt terræn.

Det nuværende skred imod højreradikale og autoritære bevægelser i Europa og USA kan ses som en reaktion imod den forandringsoptimisme, vi har levet i. Den er ikke kun et udtryk for marginaliserede gruppers protest imod ikke at få del i forandringens overskud. Det er et langt mere dybdegående oprør imod hele forandringsoptimismen og en (på forhånd tabt) kamp for at sætte bremserne i.

Det bør også betyde afsked med en særlig form for naiv tænkning, som mange er flasket op med, nemlig at vores systemer i bred forstand ”har styr på det”. Det har de ikke. Covid-19 var måske sidste gang, vi kunne sidde i Danmark og ”hygge os i smug”, imens vores politikere med afsæt i læringer fra andre landes ulykke og med en god portion held kunne træffe nogle fornuftige beslutninger, der fik styret os igennem krisen. Vender man blikket mod klimasituationen i 2023 og her ved årsskiftet må man nøgternt konstatere, at der ikke er styr på særligt meget. Den 3. januar løb kommunerne fx tør for skilte, der advarer imod oversvømmede veje. Imens overnattede strandede bilister på den østjyske motorvej, og politiet måtte opgive at komme ud med lovede forsyninger af mad og vand. Den slags får vi kun mere af.

Vi har brug for airbags, før vi brager ind i fremtiden

For samfundsaktører, som spænder over politikere, erhvervsledere, uddannelsesinstitutioner, NGO'er og borgere, er det afgørende at forberede sig på at være en del af løsningen i denne nye og foranderlige situation. Hvordan man gør dette kommer her nogle bud på:

1. Giv strategien et forandringseftersyn
Alle aktører kommer til at forholde sig til det skift, vi står foran. Uanset om man er privat eller offentlig aktører, vil ens strategi i fremtiden bliver uløseligt bundet til de store udfordringer. Den gammeldags sondring mellem særinteresser og samfundsinteresser vil fremstå stadig mere forældet, illegitim og måske endda ulovlig. Alle er nødt til at stå for noget. Nu er det rette tidspunkt at flytte de pejlemærker, som peger bagud. For virksomheder betyder det at tænke samfundsmæssig værdiskabelse ind i hjertet af strategien, i stedet for at behandle det som glasur på kagen. For interesseorganisationer betyder det et tydeligt opgør med den rent interessestyrede og kortsigtede påvirkning, som stadig fylder alt for meget, så snart man kratter i overfladen hos mange af de store organisationer. For fonde betyder det at finde sine ben i en verden, hvor man ikke længere bliver set som et attraktivt tilskud til et velfungerende samfund, men som de eneste med frie ressourcer i en situation, hvor udfordringerne hober sig op. Det skal strategierne kunne virke ud fra.

2. Tag bæredygtighed alvorligt, også i form af trivsel og personlig udvikling
Det er indlysende, at klima og miljø bliver presserende på en helt anden måde i den nye situation. Det samme gælder for sundhed, velvære og trivsel. Presset på den enkelte vil være markant større, i takt med at samfundets institutioner kommer under pres, og vores tro på fremtiden bliver udfordret. Alle samfundsaktører kommer til at have en vigtig opgave meget tæt på livet i form af velvære og trivsel hos medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere, kunder og andre interessenter. Vi får en langt større opgave med at holde hånden under hinanden i den nye virkelighed. Der bliver brug for langt flere støttesystemer og mere rummelighed overfor andre måder at være på og andre måder at føle om arbejde, fællesskab og fremtiden. F.eks. bør vi være meget mere optaget af, hvordan vi på den enkelte arbejdsplads skaber rum for, at man kan være med på forskellige måder og skifte gear over tid, uanset om han har brug for at løbe i højt tempo eller tage mere vare på sig selv.

3. Sæt læring og udvikling i højsædet, og find modet
Udvikl en organisatorisk kultur, der værdsætter hurtig tilpasning og fleksibilitet. Dette betyder at være åben for nye ideer, hurtigt kunne omstille strategier og være forberedt på konstante ændringer i miljøet. Der er brug for utraditionelle løsninger. Vær åben for innovation og eksperimenter, og vær ikke bange for at tage risici for at finde nye veje frem. Det indebærer også at byde nye stemmer indenfor, som ikke traditionelt har været en del af de forskellige samtaler. Kreativitet og mod til at tænke nyt vil komme i høj kurs. Det er nødt til at gennemsyre organisationer i alle led.

4. Etabler stærke partnerskaber
Ingen samfundsaktør kan håndtere disse udfordringer alene. Opbyg stærke partnerskaber og netværk på tværs af sektorer og grænser for at dele viden, ressourcer og bedste praksis. Når forskellige aktører forpligter sig til fælles mål, opstår der muligheder for at kombinere styrker og ressourcer på måder, de enkelte ikke kan matche. For eksempel kan en kombination af offentlige investeringer, privat kapital og akademisk forskning skabe kraftfulde synergier i udviklingen af bæredygtige teknologier eller i implementeringen af store infrastrukturprojekter. Det bidrager også til at undgå overlap og spild af ressourcer. Når hver aktør kender sin rolle og bidrag i forhold til det samlede mål, reduceres risikoen for dobbeltarbejde og ineffektivitet. Dette er især vigtigt i situationer, hvor ressourcer er begrænsede, og behovet for deres effektive anvendelse er højt. Det vil fostre fællesskab og ansvarlighed blandt de forskellige aktører og give en platform for regelmæssig dialog og udveksling af ideer, hvilket igen fører til bedre beslutningstagning og innovation. Ved at arbejde sammen mod fælles mål opstår der en kollektiv forståelse, som kan facilitere hurtigere og mere effektiv handling for at møde kriser og hurtige skift i den samfundsmæssige kontekst.

5. Gå globalt
Ingen nation står alene i denne proces. De færreste lande har ressourcer til selv at gabe over de udfordringer, der er på vej. Det gælder i særdeleshed lille Danmark. Globalt samarbejde bliver afgørende. Styrket samarbejde i EU, FN og andre organisationer bliver vigtige, men lige så afgørende er de mindre samarbejder på organisationsniveau, der tillader læring og deling af viden imellem aktører med lignende udfordringer. Vi har ikke tid til at genopfinde den dybe tallerken i den ene nationalstat efter den anden. For organisationen betyder det at være langt mere nysgerrig på, hvad der sker i andre lande, og hvad man kan lære derfra. 

6. Mindre spin, mere ærlighed
Gennemsigtig og ærlig kommunikation er afgørende for at bygge tillid og forståelse. Dette gælder både internt i organisationer og i samspil med offentligheden. De sidste 20 år har set et markant opgør med forestillingen om, at den der lever stille, lever godt. I de kommende år er vi nødt til at se et opgør med den polerede og spinstyrede kommunikation, der ikke anerkender de mange varierede og modstridende perspektiver, og ikke formår at tale om egne udfordringer og svagheden ved egne strategier. At finde de greb er nøglen til at placere sig selv i et langt stærkere samspil med omgivelserne, og det bør afspejle sig i kommunikationsstrategierne i de kommende år. For eksempel er der behov for, at alle aktører som er del af den grønne omstilling kommunikerer med åben pande om, hvor udfordrende opgaven er, og hvor stort behovet er for at træffe også svære valg. Ellers vil det slide enormt på tilliden, som vi allerede ser det i de politiske diskussioner i dag.

7. Et nyt lederskab
Der er behov for et nyt lederskab, der fokuserer på kollektivitet frem for individualitet. Kollektivt lederskab adskiller sig fra traditionelle ledelsesmodeller ved at sprede autoritet og ansvar blandt en bredere gruppe mennesker, snarere end at koncentrere dem i hænderne på en enkelt leder. Denne tilgang anerkender, at de udfordringer vi står overfor i dag kræver en mangfoldighed af perspektiver og ekspertiser. Kollektivt lederskab understreger vigtigheden af samarbejde, kommunikation og fælles beslutningstagning. Det fremmer en kultur, hvor idéer og løsninger udvikles gennem konsensus og samarbejde, hvilket fører til mere robuste og inkluderende resultater. Dette skaber en stærkere følelse af ejerskab og engagement blandt alle medlemmer af en organisation eller et samfund, hvilket er afgørende for effektivt at navigere i de komplekse og hurtigt skiftende landskaber i det 21. århundrede.

Formår vi som samfund at tage nye tilgange ombord, har vi mulighed for at udstyre os med nogle gode og forhåbentlig solide airbags, til når vi rammer ind i de store forandringer. Måske kan vi endda styre udenom nogle af dem. Det er en vigtig opgave for alle forandringsledere og samfundsaktører i 2024, og i årene der kommer.