world summit AI

10 take aways fra World Summit AI i Amsterdam

Per Rystrøm har været til World Summit AI i Amsterdam, og er blæst bagover af hvor hurtigt udviklingen går: "De ting jeg hørte for fem måneder siden på en konference i London, er allerede blevet overhalet af virkeligheden" Per mener at vi i Danmark skal tænke helt anderledes om AI: "Den seneste regeringsstrategi for AI er fra 2019 og rimelig uambitiøs i forhold til, hvor verden har bevæget sig hen". Her er hans 10 take-aways fra Amsterdam.

  1. Det går stærkere end noget vi har prøvet før
    Det er under et år siden, at verden blev introduceret for ChatGPT. Og virksomhed efter virksomhed kan allerede fortælle, om de resultater de har opnået. Den hastighed så vi ikke med hverken internettet eller smartphonen. Og det stikker kun af herfra. Antallet af virksomheder, der i deres kvartalsmeddelelser fortæller at de investerer i AI, er steget med over 2.000% fra Q1 til Q3.
     
  2. Responsible AI er kæmpe dagsorden
    Det mest markante tema på konferencen var responsible AI. En wordcloud over alle oplæggene ville vise ord som responsible, safety, security, trust, bias og ethics med meget store bogstaver. 1/3 af udstillerne handlede om responsible AI, trust, safety mv. Da jeg for et par år siden var til AI konference i Tokyo var det rundt regnet 0%. De helt store spillere, som IBM, Google, Microsoft, Salesforce og Amazon havde alle responsible AI som hovedtemaer for indlæg. IBM havde lavet en undersøgelse, der viser, at 80% af business leaders er optaget af etik i forbindelse med AI. Men som Salesforce pegede på, så mener 52% af forbrugerne ikke, at AI er sikkert. Så det bliver helt en stor debat i de kommende år.
     
  3. AI er lig med LLM
    Vi er omgivet af AI, men det er de store sprogmodeller (LLM), der er i gang med at revolutionere feltet. For det første kan de ”tale” med almindelige mennesker uden IT-kompetencer. For det andet (som Dr Kai-Fu Lee fortalte i et super oplæg, google ham!): LLM-modellerne bygger på så meget data, at man med meget lidt ekstra data kan få målrettet AI på sit eget felt. Og det har altid været AI-problemet:For lidt og for dårligt data. Vi bruger alle sammen AI, når vi hører musik, ser film og handler på nettet. Men som Amazons CTO sagde: ”As soon as it works, no one calls it AI anymore”.
     
  4. Specialudvikling i dag. Easy software i morgen
    For et halvt år siden kunne man tale med firmaer, der kunne skræddersy løsninger oven på ChatGPT. I dag findes de samme løsninger som software. Sådan har det altid været, men jeg kan ikke huske, at implementeringshastigheden har været så høj. Når vi alle sammen om kort tid kan bruge Microsoft Copilot, så er de mest almindelige AI-funktioner pludselig integreret i vores hverdags software. Vildt.
     
  5. Vi kommer til at høre meget mere om agenter
    Agenter er programmer, som kan udføre en række forskellige opgaver og via LLM’er hele tiden kan evaluere resultaterne. Vi har længe haft algoritmer, der kunne hjælpe med innovation, men i hvert udviklingsloop skulle et menneske ind over og evaluere resultatet. Sådan er det ikke længere og det giver selvsagt en uhørt høj innovations hastighed. Og ja, vi håber ikke agenterne bliver ligesom Agent Smith i The Matrix.
     
  6. Om kort tid er lama ikke et dyr længere
    Metas AI model hedder LLaMa og er i modsætning til de andre store modeller Open Source. Det betyder, at man kan træne videre på selve modellen, så vi kommer til at se en stribe LLaMa-baserede sprogmodeller med specifik fokus på bestemte områder – jura, finans, medicin, kultur mv.
     
  7. EU regulering bliver stor dagsorden
    EU har arbejder som bekendt på en omfattende AI-lovgivning, som forventes vedtaget snart, men allerede nu fylder det meget i AI-verdenen. Som en sagde til mig: ”The AI regulation will make the GDPR rules look like a flexible laissez-faire regulation”. Der er ingen tvivl om, at virksomheder og myndigheder kommer til at arbejde meget med compliance i de kommende år. Og kampen er allerede i gang om, hvordan den compliance skal sikres. En kamp mellem advokater, revionshuse, konsulenter, standardiserings- og certificeringsaktører og ikke mindst tech-leverandører. Vi taler om et stort mia-marked. I euro. Og det handler ikke bare om EU. USA er på vej og Kina har allerede vedtaget konkret AI-lovgivning.
     
  8. Hollænderne er super ambitiøse
    Der var dusinvis af hollandske AI-startups. På scenerne og i messe-området. Mange er støttet af initiativer som NL AI Coalition, StartupAmsterdam, Amsterdam AI og Kickstart AI, hvor man kan mærke at der er power bag. Men som med fodboldpræsidenter, så er AI-miljøet åbenbart også til salg. Inspired Minds, som er organisationen bag World Summit AI, annoncerede, at man efter 7 år i Amsterdam næste år har lavet en aftale med Qatar. Der var larmende tavshed i salen, da den nyhed blev fortalt.
     
  9. Moonshot er det nye sort
    Der var et helt spor om ”moonshots” – de helt store idéer, der for alvor rykker verden. En af oplægsholderne var. David Andre, som er Chief Science Officer hos det, der før hed Google X og nu meget passende hedder ”X, The Moonshot Factory”. Han fortalte om konkrete projekter, der med data revolutionerer landbrugsproduktion, genforskning, energiforsyningen, kræftbehandlinger osv. Mange af eksemplerne er kendte, men hele ånden på konferencen var, at man med AI i dag kan tænke større end tidligere.
     
  10. AI tænker mere kreativt end mennesker
    Alle der har prøvet at bruge Midjourney til at lave billeder har oplevet, at en AI kan lave noget kreativt (jeg kunne i hvert fald ikke selv lave billedet ovenfor). Men mange siger korrekt, at den jo bare bygger på noget, som mennesker på et tidspunkt har lavet. Sådan er de fleste forfattere, kunstnere og musikere nok også indrettet. Men på konferencen var der flere eksempler på, at AI kan tænke mere ud af boksen end mennesker, fordi den ikke har forudfattede meninger. Deepmind har ændret måden verdens bedste Go- og Skakudøvere spiller på. Endnu mere spændende handler det om, hvordan vi f.eks. behandler sygdomme og løser miljøproblemer.
AI world summit