Vej omringet af marker

Troværdighed og handlekraft skal drive omstillingen

Hvordan gennemfører man en omfattende grøn omstilling i en branche med fossilt udgangspunkt, hvor hjulene – bogstaveligt talt – fortsat skal køre? Den proces er Drivkraft Danmark godt i gang med. Det er et langt, sejt træk, hvor nøgleordene er troværdighed, tillid til markedet, retten til at have en stemme og så det at vise ægte og ærlig handling.

Danmark er et land i bevægelse. Lastbilerne maser sig frem på landets veje. Skibene lægger fra kaj og svajer ud gennem bælterne og mod de store have. Store godstog slanger sig over landet – og virker uendelige, når de i lav fart passerer perroner og jernbaneoverskæringer. Transportsektoren lever i bedste velgående hér 20 år inde i det 21. århundrede. 

En del af transporten er organiseret i brancheorganisationen Drivkraft Danmark, der repræsenterer den kommercielle del af energiforsyningen i Danmark med en medlemsskare af brændstofleverandører og ladeoperatører, heriblandt ladestationer, truckanlæg, to raffinaderier og 2.200 tankstationer. 

”Jeg har lige kigget ud ad vinduet, og har set lastbilerne køre. Vi er stadig i en verden, hvor vi skal bevæge os og hvor vi er dybt afhængige af transport.”
John Pedersen, direktør i Operate

Drivkraft Danmarks medlemmer står for cirka 40 procent af energiforbruget i Danmark, primært i form af landtransport. Når man læser det, kan man formentlig nærmest høre den prustende lyd af lastbiler og dufte udstødningsgasserne. Men de sanser – og den fossile fortælling – er Drivkraft Danmark og medlemsvirksomhederne godt i gang med at gøre op med. Branchen er i gang med den grønne omstilling og ambitionsniveauet fejler ikke noget. 

”Danmark skal være C02-neutralt i 2045. For at nå det mål skal alle løfte i flok.”

Sådan står der under overskriften ’Mærkesager’ på Drivkraft Danmarks hjemmeside.

”Transporten spiller en vigtig rolle for at nå det mål og branchen leverer nu og vil levere helt frem til målet er nået. Drivkraft Danmarks medlemmer leverer næsten al energi til transporten i Danmark, og føler derfor et særligt ansvar for at bringe den grønne omstilling ud på vejene. At gøre de grønne visioner til hverdag helt ude hos slutbrugerne hos borgerne og i erhvervene.”

kort over truckstationer i Danmark
Drivkraft Danmarks egen oversigt over truckanlæg i Danmark 

Opgøret med den fossile fortælling

Der er tale om en af de helt store forandringer når transportbranchen nu omstiller sig. Det mener John Pedersen, der er direktør i forandringsbureauet Operate: ”Det er en meget, meget spændende og imponerende opgave, som denne branche har taget på sig – og er godt i gang med at løse,” siger han og fortsætter:

”Der er tale om en kæmpe omstilling for en meget stor branche og det bliver selvfølgelig ikke mindre spændende af at der er tale om en branche, som kommer fra et fossilt udgangspunkt. Mange af medlemmerne og mange af de produkter, som medlemsvirksomhederne sælger, er jo ikke født bæredygtige.”

Den helt store balance, som branchen skal finde, er den mellem at holde hjulene i gang, bogstaveligt talt, og levere til markedet, samtidig med at læner sig ind i den omfattende grønne omstilling. 

”Jeg har lige kigget ud ad vinduet,” siger John Pedersen, ”Og har set lastbilerne køre. Vi er stadig i en verden, hvor vi skal bevæge os og hvor vi er dybt afhængige af transport.”

Vil ikke bare være gode

For bordenden i Drivkraft Danmark sidder direktør Jacob Stahl Otte. Når man taler med ham, kan man mærke, hvor stolt, han er over arbejdet med den grønne omstilling – både i Drivkraft Danmark og blandt de mange medlemsvirksomheder. Især fordi det, som John Pedersen også påpeger, finder sted i et krydsfelt mellem fortsat at drive en god forretning og så at træffe langsigtede beslutninger, der gavner den grønne omstilling.

”Der er jo tale om en grøn omstilling på markedsvilkår,” som han siger, ”Vores medlemmer er private virksomheder og selskaber, der er tæt på kunden og udelukkende opererer på det åbne marked. De skal have en forretning, der fortsat kører rundt, men også tage deres ansvar i den grønne omstilling – og det gør de. Markedet og konkurrencen afgør, hvem der kan levere, men samtlige vores medlemmer har sat sig for, at de vil levere energi – som de siger; til mennesker og samfund i bevægelse nu og i fremtiden. Så det her er jo simpelthen et spørgsmål om at træffe de rigtige forretningsmæssige beslutninger, så medlemmerne også har en forretning om 10 eller 20 år”.

Jacob Stahl Otte
Jacob Stahl Otte er fokuseret på det arbejde, der  finder sted i et krydsfelt mellem fortsat at drive en god forretning og så at træffe langsigtede beslutninger, der gavner den grønne omstilling

”Holdningen hos vores medlemmer er, at vi faktisk ikke bare skal være gode til at levere den grønne omstilling – vi skal være de bedste. Vores position er god. Vi har det naturlige fokus på kunden, på markedet og på konkurrencen – alt det, vi kender fra det fossile udgangspunkt, vi kommer fra – og det tager vi med os ind i de nye energimåder. Det er det, vi er bedst til,” siger Jacob Stahl Otte.

Fortæl om sejrene hvis de er der

Den grønne omstilling i den private transportbranche går på to ben. Det ene ben er naturligvis de konkrete tiltag, der omstiller branchen. Det andet ben er dialogen og kommunikationen om den omstilling - og den eksisterer ikke bare fordi det føles godt at prale. 

"Kommunikationen omkring omstillingen er i sig selv vigtig fordi den driver endnu mere forandring" siger John Pedersen.  Selvom alle tiltagene, den nye teknologi og initiativet fra ambitiøse folk i branchen er kernen i omstillingen, så spiller inspirationen, læringerne og videndelingen også en vigtig rolle. Han fortsætter: "Omstillingen kan ikke ske i sådan et isoleret rum for branchen. Der vil den det i bedste fald rykke langsomt. Det handler om også at præge rammerne, om at inspirere og præge hinanden, om at tiltrække de bedste talenter til at være med, og om at skubbe på". 

Troværdighed er afgørende for de kommende år

Når nu der er tale om en af de helt store forandringsfortællinger, så er kommunikationen – den politiske kommunikation i særdeleshed – vigtig for Drivkraft Danmark, for branchen som sådan og for medlemsvirksomhederne. Det er Jacob Stahl Otte helt bevidst om.

”Som brancheorganisation er vores helt store rolle at oversætte denne markedsbaserede virkelighed ind i noget politisk; hvordan får vi den her markedsbaserede energiforsyning til at sikre nogle rammevilkår, der gør, at vi også er i drift og grønne om 30 år eller 35 år? Noget af det handler om at både kunder og politikere har tillid til vores marked – at det kan levere. Noget andet handler også om vores troværdighed – og hvordan den troværdighed skal underbygge vores taleret, så at sige,” fortæller Jacob Stahl Otte og fortsætter:

”Troværdighed i det, vi siger, og det vi gør. Dét er en helt central værdi for os. Det mener vi i Drivkraft Danmark, men det mener vores medlemmer jo også.”

Det høje ambitionsniveau for den grønne omstilling spiller ind på troværdigheden. Det skal være – og opfattes som – troværdigt, når branchen formulerer ambitiøse strategier. 

”Troværdighed kan du miste på et splitsekund. Det er vi meget, meget opmærksomme på. Derfor skal alt vi siger, være forankret i det, vi gør. Og – vigtigt – være forankret i det, vi kommer fra. Det er jo en helt central del af den store fortælling, at vi kommer fra et meget fossilt udgangspunkt. Vi var en branche af benzin og diesel. Nu er vi på vej til at blive noget andet. Vi skal fortælle, når vi udvider antallet af ladestationer, når der kommer flere el-lastbiler på vejene. Vi skal fortælle de konkrete historier, for eksempel den om samarbejdet mellem Uno X og DFDS, der jævnligt kører lastbiler på tværs af landet og derfor besluttede, at basen for lastbilerne nødvendigvis måtte være i midten af det hele – i Nyborg – hvor der jo også står en ladestander til lastbiler,” siger Jacob Stahl Otte.

”Troværdighed i det, vi siger, og det vi gør. Dét er en helt central værdi for os”
Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark

Ansvar kommer med at være en bærende kraft

I over 100 år har OK Danmark leveret energi til danskerne – alt fra fyringsolie over naturgas til benzin og diesel og nu strøm. Virksomheden er med sine 691 tankstationer, sine mange leverancer af brændstof og sin hastigt voksende underskov af ladestandere og ladecentraler en af de største medlemmer af Drivkraft Danmark. Og det kommer med et enormt ansvar i forhold til den grønne omstilling. Det fortæller Kenneth Risborg Korsgaard, der er OK Danmarks markedsdirektør for e-mobilitet og digital.

Kvinde lader elbil

”Med den historie, vi har med at levere energi i Danmark, så har vi et helt særligt ansvar for den grønne omstilling. Den første beslutning var naturligvis om vi skulle hoppe med på den grønne transformation eller ikke. Ærlig talt; der var jo ikke rigtigt noget valg. Gjorde vi det ikke, var det et spørgsmål om tid, før vi måtte dreje nøglen om. Den grønne omstilling er lige nu og her og vi har et ansvar – og det er et ansvar, vi har lyst til at tage,” siger Kenneth Risborg Korsgaard.

I OK Danmarks tilfælde bliver den grønne omstilling også drevet af markedet og af markedskræfterne. De penge, som virksomheden tjener på det fossile geninvesteres i det grønne. Der opføres ladestandere og ladeinfrastruktur over hele landet, blandt andet som forberedelse til den igangværende elektrificering af den tunge transport.

”Og der er andre områder, som vi er på vej ind,” fortæller Kenneth Risborg Korsgaard, ”Batterier, solceller, hjælp til det store nationale elnet, så vi altid er sikre på at kapaciteten er der – for at nævne nogle af områderne. Der er mange bolde i luften.” 

Ingen easy fixes i den grønne omstilling

For John Pedersen, direktør i Operate, har det været inspirerende at arbejde sammen med Drivkraft Danmark og virksomhederne i branchen.

”Men det har været vigtigt for alle de involverede at erkende, at det her er et langt, sejt træk. Det er her et ti-års-projekt, som minimum. Der er ingen easy fixes i den grønne omstilling – og heller ikke i kommunikationen om den grønne omstilling,” siger han og fortsætter:

”Det gælder jo også om at flytte perspektivet hos forbrugerne, så de også begynder at forholde sig til, hvordan fremtidens energimarked ser ud. Hvordan kommer fremtidens tankstationer eksempelvis til at se ud? Hvad er deres rolle og funktion?”

ladestation aften

Og på den måde sætter han to streger mere under troværdigheden:

”Det handler om retten til at tale for en branche som den Drivkraft Danmark repræsenterer. At gøre sig til en troværdig stemme i omstillingsspørgsmålet, som jo uafviseligt er det vigtigste spørgsmål lige nu. Kun med troværdighed i den kommunikation gør man sig fortjent til det – og det synes jeg i den grad, at Drivkraft Danmark og medlemsvirksomhederne har gjort,” siger han.

Vi lader Jacob Stahl Otte få det sidste ord. 

”Vi er virkelig godt på vej. På den tunge transport leverer vi lige nu foran markedet. Derfor kan vi troværdigt gå ud og kommunikere til både borgere og politikere; den tunge transport – den har vi styr på.”