Sådan gør vi den grønne omstilling til en drøm af en vindersag

(Debatindlæg bragt i Klimamonitor)

Vi er i vanskeligheder. Udviklingen i de globale temperaturer i 2023 er dybt ildevarslende. Vi står i bedste fald på en knivsæg. Det er tid at stille det svære spørgsmål: Hvorfor har vores politiske systemer fejlet i en sådan grad, at vi ikke har formået at sikre vores egen overlevelse?

En grundregel, når man arbejder med forandring, er at mobilisere flere kræfter for sin sag. Det har vi ikke formået.

Den grønne omstilling af energisystemet er blevet behandlet som en teknisk udfordring, som først og fremmest skal løses af politikere, myndigheder, ingeniører og professionelle investorer. Fokus er på innovativ infrastruktur, banebrydende teknologier og store anlægsprojekter. Det repræsenterer noget dyrt, besværligt og vigtigst af alt uvedkommende og fjernt for vores almindelige hverdag.

Som borgere er vi blevet efterladt med et negativt valg: Vil vi give køb på klima eller velfærd? Samtidig får de kortsigtede og negative dagsordener lov at dominere: Møller i baghaven, omkostninger ved at udskifte dieselbilen og prisen på energi til vinter.

Det er både dumt og unødvendigt. Den grønne omstilling er nemlig fyldt med vindersager.

Forestillingen om en bedre fremtid kommer ikke at sig selv

I december 1952 blev London ramt af ’The Great Smog’. En tyk suppe af uigennemsigtig røg lagde sig over byen. Den trængte ind i folks hjem og gjorde titusindvis syge. Flere tusind døde som direkte følge af fire dage, hvor røg og partikler fra afbrænding af kul var fanget i storbyen på grund af koldt og vindstille vejr.

I dag har nye teknologier løst problemet med smog og den akutte påvirkning af sundhed og livskvalitet i mange europæiske storbyer. Ingen ville i dag acceptere, at de gamle kulfyrede ovne fik comeback, fordi vi har oplevet, hvor meget bedre livet i byen er, når man faktisk kan se den blå himmel.

Den grønne omstilling er fyldt med vindersager, som vi kan mærke i hverdagen: Byer med mindre støj. Helt nye og fleksible transportløsninger. Nye grønne løsninger i hjemmet og på arbejdspladsen, der giver behageligt indeklima i stedet for de trælse 19 grader. Lavere energiregninger og europæisk energiuafhængighed af udemokratiske regimer.

Forestillingen om en bedre fremtid kommer ikke at sig selv. Det kræver, at vi sætter billeder og historier på den, og den evne har vi kun i ringe grad som mennesker.

Meget godt kan man sige om ingeniører og investeringsøkonomer, men de er ikke uddannet til at forføre med forestillinger om bedre liv. Politikere kan det, hvis de tør, men de er fanget i diskussionen om klima mod velfærd. Svaret har været en teknisk diskussion om svært forståelige fremtidsmål, der har vist sig i praksis at være hensigtserklæringer uden bindende kraft.

Vi går glip af en vigtig kraft i den grønne omstilling: Markant flere borgere, der ser den grønne fremtid som attraktiv og gerne vil investere mere af dem selv i, at den bliver til virkelighed. På tværs af energisektoren oplever vi langt færre initiativer med fokus på, hvordan den grønne fremtid vil være at leve i for alle os borgere.

Tre bud, der kan skabe forandring

Så hvordan får vi os danskere til at engagere sig og drømme stort, så den grønne omstilling bliver til en fælles vindersag?

Vi har tre bud:

1. Lad os mærke, hvad det gode liv kan være: Det, som hjælper klimaet, gør samtidig os mennesker mere lykkelige. En elbil er federe at køre i end en benzinbil. Færre biler og veje i storbyerne giver mere plads til grønne områder og åbne byrum, som øger livskvaliteten. Smarte hjem og arbejdspladser med bedre energiregulering og indeklima er mere behagelige at være i og forebygger influenza og corona, som vi lige nu vaccinerer os mod og snart vil fylde vores hospitaler igen. Funktionstømningen af Danmark gennem centralisering er både dårlig for klimaet og for de mennesker, hvis lokalsamfund dør. Drivkraften bag klimaforandringer driver også mange af de problemer, vi forsøger at løse. Når vi først har oplevet det nye, vil vi aldrig acceptere det gamle, som smoggen i London.
2. Giv os alle en rolle i at skabe fremtiden: Vi borgere vil gerne sikre en verden, der er til at leve i for vores børn – og os selv som ældre. Men lige nu føles det som alt for lidt i en klimakrise, der kun går den gale vej. Vi skal skabe fælles rammer, hvor den enkeltes indsats føles som en del af noget større. Når jeg skifter benzinbilen ud med elbilen, skal jeg ses og anerkendes. Jeg skal tælles med i rejsen hen imod et større mål. Når jeg dropper oksekødet i weekenden, skal jeg mærke, at andre gør det samme. Vi har alle en rolle og et ansvar, men efterladt alene vil vores viljestyrke svigte os. Vi næres ved at hjælpe vores familie, vennerne og naboen. Det gør os gladere og mere trygge hen over hækken eller i opgangen. Men nogen skal kalde os sammen og gøre det til en fælles sag, så det blomstrer.
3. Drop frygten for Kina: De sidste 40 år har globaliseringen lært os, at vi er i drabelig konkurrence med resten af verden. Kina har været symbolet på truslen udefra. Hvis vi skal ændre mindset om klimaforandringerne, er det et helt nødvendigt sted at begynde for at bryde ud af spændetrøjen. Skal Danmark finde vej ud af klimakrisen, sker det ikke på egen hånd. Kun et stærkt internationalt samarbejde kan løse det. Vi må holde op med at tro, at vi kommer bagud i globaliseringen og velfærden tager skade hver gang vi træffer en beslutning hvor hensyn til klima, miljø eller menneskelig trivsel spiller ind. Det er den mentale skruetvinge, der holder klimakampen fast. Den skal af, hvis vi skal have mod og styrke til at forestille os en bedre fremtid.

De tre bud har forskellige karakter. Det sidste er i sagens natur meget politisk, og kan være svært at arbejde med i en situation, hvor konkurrencen fra Kina både presser store aktører på det danske energimarked og spidser til i sikkerhedspolitikken.

De første er lige til at tage fat på, og det er godt, hvis flere griber dem. Men situationen er kritisk, og de hidtidige løsninger har ikke virket. Hvis vi ikke formår at sætte flere forandringskræfter fri, vil vi fejle. Så bliver drømmen til et mareridt.