Kronik - Vi har brug for en fremtid at tro på
På tværs af lande mister mennesker troen på vores evne til at ændre fremtiden til det bedre. Mere end nogensinde er der brug for at genantænde vores kollektive evne til at pejle mod en fremtid, vi rent faktisk ønsker.
(Kronik bragt i Impact Insider - læs den her)
Er du bedre stillet om fem år? Vokser dine børn op med udsigt til et bedre liv, end du selv har haft?
I velhavende og industrialiserede lande svarede generationerne, der voksede op efter anden verdenskrig, i overvældende grad “ja” til disse spørgsmål.
De dage er forbi. Nu er det et mindretal, der har denne fundamentale tro på en bedre fremtid, ifølge et survey fra Pew Research Center.
Tendensen er mest dramatisk i Japan. Her forventer 82 procent, at deres børn vil være dårligere stillet økonomisk, end de selv er. Kun 12 procent tror det modsatte.
Situationen er tæt på identisk i Frankrig, Italien og UK. I alle tre lande vælger mere end 70 procent det pessimistiske svar.
En ny undersøgelse i Danmark viser, at situationen er noget bedre. Alligevel tror kun 31 procent, at deres børn i fremtiden vil være bedre stillet økonomisk end dem selv. 25 procent tror ikke, at dette vil være tilfældet. Den resterende gruppe er uafklarede.
Fremtiden ankommer selvfølgelig af sig selv. Det behøver vi ikke at gøre noget for. Medmindre vi også ønsker et ord at skulle have sagt om, hvordan den fremtid kommer til at se ud.
Ønsker vi global afsvidning af både hav og land, sociale konflikter, massiv ulighed og autoritære styreformer, eller er vi i stand til at komme på en bedre idé?
Systemerne er ligeglade
Ironisk nok kan vores nuværende krise spores tilbage til massive sejre for frihed, rigdom og velstand i store dele af verden. Afslutningen på den kolde krig satte en stopper for den store konkurrence mellem ideerne fra øst og vest.
Siden da har en stærk dominerende, vestlig ideologi om det liberale demokrati skubbet alle konkurrerende ideer ud på sidesporet.
Samtidig har vi udviklet utroligt avancerede systemiske konfigurationer af organisationer, der kobler den private og offentlige sektor sammen for at levere services baseret på en form for ’new public management’ bureaukratisk paradigme.
Nogle systemer har været utroligt succesfulde. Det gælder for eksempel det danske uddannelsessystem, der i perioden efter anden verdenskrig har bragt et stort antal unge gennem ungdomsuddannelser og videregående uddannelse.
Andre har kæmpet noget mere, for eksempel NHS i Storbritannien. Alle systemerne er konstrueret ud fra den samme grundlæggende filosofi om velfærdsydelser og derefter reformeret fra 1980’erne og frem. Dette samtidig med, at vestlige regeringer har forsøgt at eksportere den samme skabelon til udviklingslande over hele verden.
Alle dets kvaliteter ufortalt finder vi det rimeligt at påstå, at denne filosofi har haft en magnetisk evne til at suge alle politiske diskussioner til sig og derigennem indsnævret vores politiske forestillingsevne til et utroligt afgrænset område. Hvilket grundlæggende ikke er et problem for systemerne, da deres evne til at udføre deres funktioner er uafhængigt af konkurrerende politiske visioner.
Men uden disse diskussioner har systemer en fascinerende og skræmmende evne til med høj hastighed at drive os mod afgrunden på en fuldstændig bekymringsfri måde.
Det sker netop nu med vores paradigme for økonomisk vækst, der er ved at møde de planetære grænsers virkelighed. Det er en virkelighed, som systemerne er fuldt ud i stand til at ignorere, medmindre vi gør det umuligt for dem at ignorere den.
For at gøre dette har vi brug for en udvidet social og politisk forestillingsevne, som muliggør, at vi kan se en anden og bedre fremtid for os. Vi skal finde viljen til at forstyrre systemerne og skubbe dem i nye retninger.
Motivation kommer fra hjertet
En hindring for denne nye sociale og politiske forestillingsevne er, at den aldrig kan opstå ud af ingenting. Vi har brug for noget til at tænde fantasien.
Oftest tændes vores fantasi af en kreativ spænding mellem det, vi har, og det, vi ønsker. Det skaber en uheldig catch-22, når problemet er, at vi ikke ved, hvad vi ønsker os.
For at bryde ud af denne fælde skal vi skifte til et andet erfaringsniveau. I stedet for at se på diskursniveauet, med udtalte visioner og utopiske beskrivelser, har vi brug for at mobilisere følelser.
Vi er nødt til at erkende, at motivation på et fundamentalt niveau ikke kommer fra sindet. Motivationen kommer fra hjertet og fra en maven.
Moderne kognitiv videnskab har tydeligt vist, hvordan dette er tilfældet. Mange af vores tanker om verden, os selv og vores egne oplevelser er blot vores bevidstheds forsøg på at skabe mening ud af, hvad der foregår i vores emotionelle, intuitive og vaneprægede system, som faktisk styrer vores daglige liv.
Er vi i stand til at dykke ned i dybere, underliggende følelser i vores forsøg på at åbne op for ny forestillingsevne og begynde at se nye fremtider, vi kan bevæge os mod
Forhåbentlig er svaret ja.
Nye samtaler om tro
Et godt udgangspunkt kunne netop være erkendelsen af, at vi har brug for noget at tro på. Måske har vi brug for en ny samtale om, hvad vi kan tro på nu, hvor vores evne til at bygge en bedre verden for vores børn ikke længere er overbevisende for de mange. Kan vi åbne en ny samtale om tro, fællesskab og ønsket om at bygge noget meningsfuldt?
Det globale samfund har i de seneste år været vidne til inspirerende eksempler på innovative tilgange til at adressere samfundsudfordringer.
For eksempel har man i New Zealand vedtaget banebrydende lovgivning, der tildeler naturen juridisk personstatus. Her anerkendes en specifik flod bemærkelsesværdigt som en juridisk enhed med rettigheder.
Ligeledes demonstrerer oprettelsen af et lykkeudvalg i Californien en proaktiv indsats for at prioritere trivsel og mental sundhed i de institutionelle systemer, der træffer beslutninger.
Det er også værd at nævne, at bestræbelser på at udvikle en ny digital offentlig infrastruktur som et alternativ til den eksisterende platformmodel har fået støtte i Indien.
Udviklingen er støttet finansielt af Bill Gates Foundation, hvilket understreger potentialet for transformerende forandring på globalt plan. Disse eksempler demonstrerer mulighederne i innovativ tænkning og samarbejder i skabelsen af en mere retfærdig og bæredygtig fremtid for alle.
Et andet meget inspirerende eksempel er borgerdrevne energifællesskaber i Den Europæiske Union.
Ved at muliggøre, at borgere kan indgå i fællesskaber for at bygge nye energiproduktionsfaciliteter og dermed forsyne sig selv med bæredygtig energi åbner EU op for en ny arena for “borgerhandlinger, der bidrager til omstillingen til ren energi og fremmer energieffektivitet inden for lokale fællesskaber”, som Europa-Kommissionen præsenterer det.
Det er måske ikke den altomfattende løsning, vi leder efter på et systemisk niveau. Mange eksisterende aktører i energisystemet betragter det som en blindgyde. Ikke desto mindre er der i Danmark opstået mere end 200 af sådanne fællesskaber over en periode på kun tre år.
Disse initiativer opstår ikke ud fra en tilrettelagt skabelon eller stor vision. De kommer fra et simpelt spørgsmål: Kan vi gøre noget netop her, hvor vi bor, for at modvirke klimaforandringer, spare penge, styrke vores fællesskab, eller måske simpelthen føle, at vi bidrager og har en rolle at spille i historiens gang?
Så snart projekter begynder at modne, begynder ideer om en bedre fremtid at tage form blandt mennesker. De drives ikke frem af tænketanke eller politiske visionserklæringer, men af det praktiske arbejde blandt folk, der ønsker at være skabende.
Handling driver tænkning. Og fra menneskers handlinger kan nye visioner om det gode liv tage form. Ikke i spændingen mellem utopi og nuværende virkelighed, men i spændingen mellem det, vi opnåede i går, og det vi har en mulighed for at opnå i dag og i morgen, hvis vi holder fast.
Fra disse ydmyge begyndelser kan vi måske begynde at se omridsene af en fremtid, som vi ikke kun kan tro på, men som vi også kan hjælpe med at virkeliggøre.